Givtig dag i Gellerup med Nikolaj

Sommerens bande-uro og skyderier i Gellerup og Bispehaven var baggrund for Nikolaj Villumsens besøg i Gellerup, mandag d. 18. 9. hvor der især var fokus på den sociale indsats for at forhindre unge i at blive kriminelle.

Keld Albrechtsen, Nikolaj Villumsen og Keld Laursen

Formand for Brabrand Boligforening, Keld Albrechtsen, og direktør Keld Laursen fortalte om situationen set fra boligforeningens side. Sammen med Nikolaj Villumsen, valgt til Folketinget i Aarhus for Enhedslisten, var lokale EL-kandidater til kommunalvalget, Keld Hvalsø, Lone Norlander Smith og Elsebeth Frederiksen. Boligforeningens holdning er, at der skal gøres en indsats for at afskære fødekæden til banderne, nemlig de unge fra boligområderne. Boligforeningen er klar til at gøre sin del, især i form af boligsociale helhedsplaner, men der blev efterlyst større og bedre indsats fra kommunen, meget gerne finansieret fra staten.

 

Nikolaj Villumsen og Mustsafa Faour

Frokosten, falafel og manakish, blev indtaget hos den lokale falafel konge Mustafa  Faour.

Herefter var der møde med lokale aktive beboere, organiseret i Beredskabet, der koordineres af kommunalt ansatte Simon El-Zeinab. Beboerne efterlyste større anerkendelse af deres indsats, fra kommunen, samt mere økonomisk støtte til deres indsats og til lokale foreninger.

 

Nikolaj Villumsen og Simon El-Zeinab, Beredskabet i Gellerup

I Fredens Moské fortalte næstformand Essa A. Taha om deres indsats for at holde unge væk fra kriminalitet.

“Det er afgørende, at børn fra udsatte familier ikke ender i kløerne på kriminelle. Og hvis vi skal roden til banderne til livs, så skal vi sætte ind med en målrettet social indsats i skolerne, overfor familierne og i lokalsamfundet,” siger Nikolaj Villumsen, der var glad for dagens meget indholdsrige og oplysende møder i Gellerup.

Nikolaj Villumsen, Elsebeth Frederiksen og Lone Norlander-Smith med Essa A. Taha fra Fredens Moské