Peter Hegner Bonfils på Langenæs i Aarhus

Langenæs skal ha’ et grønt åndehul – et torv

Aarhus skal have nogle flere grønne åndehuller. Det har vi brug for, når byen vokser og fortættes. Der er for meget grå asfalt, og alt for mange af byens pladser er indrettet til biler og parkering, og ikke til mennesker og trivsel. Et af stederne er Langenæs.

Pressemeddelelse, 9.11.2017, Peter Hegner Bonfils, byrådsmedlem for Enhedslisten i Aarhus

”Langenæs er et lækkert boligkvarter, men beboerne mangler et centralt mødested, et grønt åndehul, hvor man kan mødes, snakke, drikke en kop kaffe og skabe fællesskaber,” siger Peter Hegner Bonfils, byrådsmedlem og – kandidat for Enhedslisten.

Der bor knap 7.000 mennesker på Langenæs, som er et meget præcist afgrænset boligområde. Det er rigtigt mange mennesker, som ikke har et torv eller lignende sted, hvor man kan mødes. En gang var her et bibliotek, som var et godt møde- og oplysningssted. Men det blev sparet væk i en kommunal sparerunde.

”Der er plads til et grønt åndehul mellem butikkerne. Her kan nogle få parkeringspladser sløjfes, og så kan man sætte borde og bænke op og gøre området grønt og indbydende. Det fortjener området og beboerne virkelig, så jeg vil i byrådet arbejde for, at Langenæs får et torv,” siger Peter Hegner Bonfils.

Langenæs har gode butikker, mange børneinstitutioner, og der er gode grønne områder bag dem. Men de grønne områder kunne udnyttes bedre med borde og bænke, grillområder, bold- og petanquebaner og meget mere. Derudover vil et medborgerhus styrke fællesskabet på Langenæs og skabe et rum for både børn, unge og ældre.

Meget kan gøres for at gøre et godt boligområde endnu bedre og skabe bedre trivsel og fællesskab for beboerne. Starten kan være et centralt mødested, et grønt åndehul.

Ja, Langenæs skal ha’ et torv.