Keld Hvalsø

Mafia-indsats skal forhindre trusler og afpresning

Byrådet i Aarhus har bakket op om forslaget fra Enhedslisten om skærpet indsats mod, at mafia-relaterede virksomheder udfører arbejde og tjenester for Aarhus Kommune. Det er glimrende. Men der er behov for konkret opfølgning for at sikre de ansattes rettigheder og arbejdsmiljø, så de ikke udsættes for trusler og afpresning.

Pressemeddelelse, 9.11.2018, Keld Hvalsø, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten.

”Vi hilser med stor tilfredshed, at kommunen på Enhedslistens forslag fra august 2017 nu omtaler risikoen for økonomisk kriminalitet herunder mafia-relationer, og at byrådet samtidig strammer op på kommunens Indkøbs- og Udbudspolitik,” siger Keld Hvalsø

Desværre har fagforeningerne i Aarhus haft dårlige erfaringer med Letbanen, hvor ledelsen ikke har været en medspiller, men en modspiller. 3 F har oplyst om italienske arbejdere, som er blevet truet, hvis de har kontaktet danske fagforeninger. Der har været underbetaling, og der er blevet svindlet med lønsedler, så der har været mulighed for skattesvindel og hvidvaskning.

”Vi stiller det her forslag for at sikre de ansattes rettigheder og arbejdsmiljø. De skal ikke risikere at blive udsat for afpresning og trusler, hvor de taber deres rettigheder. Det gælder løn efter overenskomsten, ret til at organisere sig og retten til at kontakte myndigheder,” siger Keld Hvalsø

Enhedslisten foreslår fem punkter, som skal indgå i udbudsmaterialet:

  1. At overenskomstparterne kan kontrollere overholdelse af overenskomsten og arbejdsmiljøet ved byggepladsbesøg.
  2. Obligatorisk info møde for alle medarbejdere, så de kender deres rettigheder, den danske arbejdsmodel, A-kasse samt Nem-Id, så firmaerne ikke kan overtage deres identitet on-line.
  3. At arbejdere skal bære synligt ID på arbejdspladsen og mandskabslister fremlægges åbent, også af hensyn til sikkerhed og beredskab.
  4. Møder hver anden måned mellem parterne for at sikre at udbudspolitikken overholdes.
  5. Sikre at arbejderne registreres og får et sygesikringsbevis, så de er bedre sikret, hvis de bliver syge og kommer til skade på arbejdet.

Forslaget er på dagsordenen på byrådsmødet d. 14.11.