Enhedslisten har kritiseret, at ”ghetto-pakken” fører til massive nedrivninger af almene boliger. Denne kritik bliver af Kirsten Normann Andersen (SF) og Mattias Tesfaye (S), betegnet som ”ganske grundløs”, i Information d. 17.11. Men de to folketingspolitikere bøjer fakta og skriver mod bedre vidende.
Debatindlæg i Information d. 3.12.2018, Lone Norlander og Keld Hvalsø, medlemmer af Aarhus Byråd for Enhedslisten.
Som et eksempel for deres påstand skriver de om Gellerup i Aarhus: ”.. og i Gellerupparken har man vedtaget en plan, der kombinerer private og offentlige investeringer med enkelte nedrivninger”.
Påstanden om ”enkelte nedrivninger” er helt forkert, og det ved de to politikere udmærket godt. Kirsten Normann Andersen har for nylig besøgt Gellerup og fået grundig information om de kommende massive nedrivninger.
Aarhus Byråd har tidligere vedtaget og gennemført en plan for Gellerup, hvori der indgik nedrivning af et mindre antal boligblokke. Men her var der garanti for, at beboerne kunne genhuses i Gellerup.
Med udsigt til ”ghetto-pakkens” udmøntning i nye love, har et flertal i Aarhus Byråd i juni i år vedtaget en helt ny plan: I Gellerup skal der rives 9 boligblokke ned, med i alt 600 familieboliger, og i det nærliggende Bispehaven skal der nedrives 3 boligblokke med i alt 318 familieboliger. Der er tale om nedrivning af op mod 1000 almene familieboliger og tvangsflytning af omkring 4.000 mennesker. Det er massivt.
En afgørende forskel fra den gamle plan for Gellerup er, at beboerne fra de nedrevne boligblokke ikke længere må blive boende i Gellerup. En anden væsentlig forskel er, at beboerne stemte ja til den gamle plan, mens de slet ikke vil blive spurgt om den nye plan. Det er et direkte angreb på beboerdemokratiet.
Den nye plan for Gellerup er resultatet af ”ghetto-pakken”, som Kirsten Normann Andersen og Mattias Tesfaye har været med til at vedtage i Folketinget. I Aarhus Byråd stemte kun Enhedslisten imod planen.
Erfaringerne fra Gellerup er, at det faktisk går støt fremad, med langt flere unge i uddannelse og med faldende kriminalitet. Så man må med undren spørge de to politikere: Hvad skal disse massive nedrivninger af gode boliger og tvangsflytning af tusindvis af mennesker egentlig gøre godt for?