En orientering fra embedsmændene til byrådet om fattigdom i Aarhus tegner ikke et reelt billede af problemets omfang.
Debatindlæg, 11.6.2018, Keld Hvalsø, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten
Aarhus Byråd havde udviklingen i fattigdom og dens virkninger på dagsordenen 23. maj. Der var en ”Orientering om fattigdom i Aarhus Kommune”.
Regeringen og Folketingets forskellige fattigdomsskabene initiativer har haft sin virkning, også i Aarhus.
Aarhus Byråd har vedtaget sin helt egen fattigdoms-definition. Når det skal vurderes, om en person er fattig, starter kommunen med at lægge boligsikring og børnefamilieydelse og børnebidrag og børnetilskud (ordinært og ekstra) og værdi af eventuel friplads i daginstitution oven i indkomsten. Derefter vurderer man så, om indkomst plus subsidier er over eller under OECD-fattigdomsgrænsen.
På den måde kommer man frem til, at ”ikke så mange” er fattige. I forvejen har man ladet studerende og pensionister og en del erhvervsaktive med meget lav indkomst ude af antallet.
Så vi kan med sikkerhed sige, at ”Orientering om fattigdom” undervurderer antallet af fattige i Aarhus.
Af ”Orientering om fattigdom i Aarhus Kommune” kan læses, at antallet af fattige er vokset fra 1.136 i 2014 til 1.816 i 2016 for derefter at falde med 220 til 1.596 i 2017. Det er særligt personer/familier på ”integrationsydelse”, der falder. ”Orienteringen” forklarer ikke faldet.
”Orienteringen” siger heller ikke noget om, hvorvidt kommunal indsats på beskæftigelsesområdet har mindsket fattigdomsproblemet eller har hjulpet nogen af de fattige.
Antallet af hjemløse i Århus er stigende. Særligt bemærkes, at antallet af unge hjemløse under 24 år er firedoblet fra 52 i 2009 til 205 i 2017. Det nævnes, at kommunens budget for 2018 har afsat 2,35 mio. til at »hjælpe hjemløse unge videre« i egen bolig og med uddannelse og beskæftigelse. Om indsatsen vil knække kurven, omtales ikke. Men hvis de unge hjemløse for kortere eller længere tid registreres som studerende, er de ude af fattigdomsstatistikken. Derfor er de ikke længere fattige jævnfør kommunens opgørelsesmetodik.
Redegørelsen nævner, at antallet af personer/familier, der udsættes af bolig, er voksende. I 2017 var 384 børnefamilier ”truet” af udsættelse, otte af dem blev faktisk udsat. Hvad kommunen konkret gør for at hjælpe familierne, nævnes ikke. Vi ved til gengæld, at boligforeningerne har gjort en del for at hjælpe familier, som ikke havde råd til huslejen, til at flytte til mindre og billigere boliger. Vi ved også, at boligforeningerne har hjulpet med rådgivning, når familier var i huslejerestance. Rådgivningen har i vid udstrækning handlet om budgethjælp, nemlig hjælp til at overleve på et endog meget skrabet budget.
Vi ved fra talrige undersøgelser, at fattigdom i børnealderen kan have omfattende negative konsekvenser for senere uddannelse og erhvervsdeltagelse. Aarhus Kommunes ”Orientering om fattigdom” belyser ikke sådanne sammenhænge.
Et problem, som ”orienteringen” ikke berører, er det forhold, at pensionen, til især unge førtidspensionister med handicap, er så lav, at de på grund af boligudgiften ikke har råd til at bo i bo-tilbud.
Men, de registreres ikke som fattige – de er jo pensionister.
På den måde har Aarhus så afskaffet fattigdom for endnu en gruppe mennesker.
Fattigdomsopgørelsen er blot endnu et eksempel på, at Aarhus Byråd har en politisk diskussion ud fra et forarbejde af regnearks-drengenes arbejde og ikke ud fra en socialpolitisk tilgang, og derfor ikke en tilgang der handler om, hvad vi gør ved fattigdomsproblemerne. Udover at flytte rundt på tal i et regneark.
