Lone Norlander

Jacob – hvor er du henne, mht. lærernes forhold?

Enhedslisten i Aarhus Byråd efterlyser en klar opbakning fra Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard, næstformand for KL, til at lærerne ved de igangværende overenskomst-forhandlinger fortsat får ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Pressemeddelelse, 19.2.2018, Lone Norlander, kommende medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten.

”Da der ikke var flere penge at hente til velfærd og skat på reformer, kastede Moderniseringsstyrelsen sig over de offentligt ansattes løn og frokostpauser.” Sådan kan vi læse i pressen, og det er dette, der nu udspiller sig ved de fastlåste overenskomstforhandlinger, hvor KL og Moderniseringsstyrelsen sultent går efter lærernes betalte frokostpauser, løn og andet.

For lærerne startede det for alvor ved overenskomstforhandlingerne i 2013, da de blev lockoutet og derefter fik dikteret nye arbejdstidsregler ved et lovindgreb.

I Aarhus stillede Enhedslisten i foråret 2013 forslag om, at Aarhus Kommune undlod at lockoute kommunens lærere, da der var indgået en lokalaftale mellem Aarhus Kommune og Århus Lærerforening om udvidelse af lærernes ugentlige undervisningstid. Denne aftale blev offentligt rost af borgmester Jacob Bundsgård og af børn- og ungerådmanden. Alligevel valgte et stort flertal i byrådet at sende lærerne ud i lockout.

Enhedslisten i Aarhus Byråd bakker fuldt op om, at lærerne fortsat har ordentlige løn- og arbejdsforhold. Og vi håber virkelig, at dette også gælder Socialdemokratiet og borgmesteren.

”Kære Jacob, som borgmester i Aarhus bakkede du op om den lokalt indgåede aftale mellem lærerne og kommunen. Det satte du så siden over styr ved lockouten. Men nu kan du, som borgmester i Aarhus og som næstformand i KL, påvirke udfaldet af overenskomst-forhandlingerne, sådan at lærerne fortsat har ordentlige løn- og arbejdsforhold. Det har vi et meget stærkt ønske og håb om, at du bakker op om,” siger Lone Norlander, kommende byrådsmedlem og medlem af børn- og unge udvalget for Enhedslisten i Aarhus.