Byrådsmedlem Jette Jensen

Skolemad til alle Aarhus’ skolebørn – gerne gratis

Mange aarhusianske familier har nu så få penge, at det går ud over børnene. Det skyldes integrationsydelsen og andre fattigdomsydelser. Enhedslisten vil tilgodese børnene og stiller fire konkrete forslag. Et af dem er morgenmad og frokost til alle skolebørn – gerne gratis.

Pressemeddelelse, 9.11.2017, Jette Jensen, byrådsmedlem for Enhedslisten i Aarhus

”Mange børn møder i skolen uden morgenmad eller madpakke. En stor del af dem er børn fra familier, hvor de kun har få penge til det daglige forbrug. Hvis vi sørger for at give børnene nogle gode måltider på faste tidspunkter, så øges deres indlæringsevne. Det er sund fornuft, og en god investering på længere sigt,” siger Jette Jensen, byrådsmedlem for Enhedslisten i Aarhus.

Skolemaden skal enten tilbydes gratis, eller mod betaling reguleret efter fripladsreglerne.

Et andet forslag fra Enhedslisten er, at kommunens fritidspas-ordning udvides, så flere børn kan få glæde af ordningen, og således at beløbene sættes op og omfanget udvides.

”Det er vigtigt at børn kan udfolde sig i fritiden. Og ingen børn skal af økonomiske grunde afskæres fra at deltage i organiseret idræt eller andre fritidstilbud,” siger Jette Jensen.

Enhedslisten foreslår også, at Aarhus Kommune støtter foreninger, der driver Folkekøkken med gratis eller billig mad. Og det foreslås, at alle sager med aarhusianere, der har levet på de laveste offentlige ydelser i mere end to år, gennemgås, med henblik på at få dem ind i ordninger, hvor man har en bedre økonomi.

Pengene til alt dette kan umiddelbart findes i de enkelte magistrats-afdelingers store million-opsparinger, og så kan pengene mere permanent afsættes ved de næste budgetforhandlinger.

Enhedslisten fire forslag:

  • Skolemad til alle skolebørn i Aarhus – gerne gratis
  • Fritidspas-ordningen udvides
  • Økonomisk støtte til foreninger, der driver Folkekøkken med gratis eller billig mad
  • Gennemgang af alle sager med aarhusianere der i to år har levet på de laveste ydelser

Forslagene er på dagsordenen på det kommende byrådsmøde