Enhedslisten Valgplakater

Valgkamp scoop: Plakat-kunst i lygtepælene

Mænd og kvinder med slikkede sælgersmil vil snart fylde lygtepælene i forsøg på at sælge sig selv til vælgerne. Enhedslisten går en helt anden vej. Århus-kunstneren Thomas Kruse har lavet fire kunstneriske valgplakater, med politiske budskaber, der skaber fornyelse i valgkampen.

Pressemeddelelse, 23.10.2017

Thomas Kruses valgplakater adskiller sig fuldstændigt fra de traditionelle valgplakater. De er kunstneriske plakater, der med et glimt i øjet beskriver Enhedslistens fire overordnede valgslogans: Rød by, Grøn by, Levende by og Mangfoldig by.

Traditionelle valgplakater er frygteligt kedelige, synes Thomas Kruse, som siger: ”Det er mænd med slips og sælgersmil og kvinder med tillidsvækkende blikke.” Om sine egne plakater siger kunstneren: ”Dette er en kærkommen lejlighed til, i enkel og farverig grafik, at sætte politiske temaer på plakater, om bæredygtighed, energi, kultur, fællesskaber og social anstændighed.”

Enhedslistens kunstneriske valgplakater præsenteres

Torsdag d. 26.10. kl. 16.00, på Gyngen, Mejlgade 53

Tale af Enhedslistens spidskandidat i Århus, Keld Hvalsø, om plakaterne og de fire valgtemaer.

Præsentation fra Thomas Kruse.

Musik og sang af Gudmund Auring, bl.a. hans nye sang ”Fællesskabets Hammer”, på melodien ”Når jeg ser et rødt flag smælde”, Enhedslistens slagsang i valgkampen.

Tale af Peder Stougaard, stifter af Dansk Plakatmuseum, om fornyelse af valgplakater.

Tale af Lone Norlander Smith, kandidat for Enhedslisten ved kommunalvalget i Århus.

Alle er velkomne – også pressen.

”Vi er simpelthen så glade for vores flotte valgplakater, som Thomas Kruse har lavet. Med dem skaber vi fornyelse i valgkampen, sådan som vi også i byrådet vil skabe fornyelse i Århus. Vi har dog én bekymring, og det er, at folk synes plakaterne er så flotte, at de piller dem ned fra lygtepælene og tager dem med hjem,” siger Keld Hvalsø.