Vi vil modvirke fattigdom samt armod for de svageste

Velfærdens sikkerhedsnet i Århus har store huller, som mange århusianere falder igennem til uforskyldt fattigdom og armod. For at modvirke dette har Enhedslisten stillet en lang række forslag til årets budgetforhandlinger med fokus på demokratisering, lighed i sundhed, og at alle er med i fællesskabet, hvilket fremgår af Maria Sloths budgettale i byrådet.

Pressemeddelelse, 14.9.2017, Maria Sloth, Enhedslistens budgetordfører i Aarhus Byråd

Vores valgslogan ”Rød by” gælder også i budgetforhandlingerne. Det er vores hjerteblod, udbygning af kernevelfærden. Vi vil have lighed i sundhed og mindre stress i hverdagen. Vi vil have forsøg med 30 timers arbejdsuge. Vi vil stikke en kæp i hjulet på regeringens fattigdoms-ydelser og tilbyde mange flere småjobs, så folk ikke falder for 225 timers reglen. Og så vil vi have et køkken til de hjemløse. Ja.
”Ingen har fortjent at leve i fattigdom, så kommunen må gøre en indsats for at dæmme op for den stigende ulighed og fattigdom. Vi kan det, hvis vi vil. Og det er vigtigt at holde fast i, at penge bevilget af byrådet ikke skal have lov til at hobe sig op i diverse magistrats-afdelinger. Pengene skal bruges til velfærd. Dermed basta,” siger Maria Sloth, ELs budgetordfører.
På handicapområdet er det stadig op ad bakke for modvirke armoden for de svageste, påført af tidligere besparelser. Vi vil have bedre normeringer på bosteder. Vi vil have bedre overgang fra ung til voksen. Vi vil have flere penge til udgifter og forældres tabte arbejdsfortjeneste. Ja, vi vil det her. Og kørselsordningen skal altså bare fungere forsvarligt.
For vores børn gælder det, at der skal bedre normeringer for de 0-2 årige i institutionerne. Det siger vi igen og igen, og sagkundskaben bakker os op. Så nu skal der altså gøres noget ved det!  I folkeskolen vil vi have øget hjælp til inklusion, mere uddannelses-vejledning. Og så skal vi altså have sat et maksimum på det antal timer, der må undervises.
”Grøn by” er et andet vigtigt slogan for os, for vi vil en grønnere, mere økologisk og bæredygtig by. Vi vil slås for flere etaper til letbanen, flere busser i myldretiden, flere cykelstier i hele kommunen, sikre skoleveje, gratis økologisk mad i daginstitutionerne, flere almene boliger man kan betale. Og ja, så vil vi også have flere og bedre legepladser.
Foruden alt dette har vi masser af andre forslag, indenfor kultur, sundhed-omsorg, ligestilling, børn og unge, teknik og miljø og på det sociale område.

Budgettale Maria Sloth 14.9.2017

Hør Maria Sloths budgettale i byrådet