Enhedslisten kræver succes’en gentaget

Småjobs: Ordningen med at tilbyde langtidsledige et kortere vikariat i Teknik og Miljø, så de kunne optjene penge nok til ikke at falde for 225 timers reglen, har været så succesfuld at Enhedslisten kræver en udvidelse af ordningen.

Pressemeddelelse 13.9.2017, Maria Sloth, byrådsmedlem for Enhedslisten i Aarhus

Af 20 gennemførte forløb er 12 kommet i ordinært arbejde efterfølgende, mens en enkelt er kommet i løntilskud. Det er langt over forventning.

”Ingen har fortjent at leve i fattigdom, alene fordi de ikke kan finde nogen, der vil ansætte dem. Derfor er vi super tilfredse med ordningen med vikariater,” siger Maria Sloth, beskæftigelsesordfører for Enhedslisten.

”Men det er over al forventning, at så mange kommer i fast arbejde efterfølgende med alle de gevinster, det giver den enkelte,” tilføjer hun.

Eneste problem med ordningen er for Enhedslisten at se, at der ikke er nok vikariater. Det betyder at ikke nok ledige får tilbuddet.

Derfor tager partiet et krav om en videreførelse og udvidelse af ordningen med til dette års budgetforhandlinger.